Bæredygtige certificeringer og kvaliteter


Måske støder du på nogle ord, som du ikke kender, når du du læser om vores varer. Vi har samlet nogle af de begreber, vi anvender her - og du må også gerne spørge, hvis der er noget, du vil vide mere om.

GOTS-certificering

Global Organic Textile Standard er den højeste miljømæssige mærkning på tekstiler, og er din (og vores)  garanti for miljømæssig og socialt ansvarlig produktion. 

GOTS-certificeringen er anerkendt i hele verden som den førende standard for forarbejdning af tekstiler.

Vejen til certificeringen er lang med gentagne kontroller, og der stilles krav til økologi, håndtering af spildevand, kvalitet af færdigt produkt og sociale krav baseret på ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation, så der også tages højde for arbejdsforhold i produktionen 

Når dit tøj er GOTS-certificeret betyder det altså, at det er certificeret økologisk, og at der i både dyrkning, farvning, strikning og syning er stillet krav om hensyntagen til miljø og mennesker.

Vi stiller krav til vore leverandører, og har overvejende GOTScertificeret tekstil i sortimentet.

 

FSC-mærket

FSC-mærket er din garanti for, at du kan købe et papirprodukt med god samvittighed. Når du vælger FSC-mærkede produkter, er du med til at passe på skovene og de mennesker og dyr, som bor i dem. 

 

Oeko-tex® / øko-tex

Oeko-tex lyder økologisk - men for at trække det lidt groft op, betyder det bare, at mængden af kemikalier i det færdige tøj er under grænseværdi.
Bomulden kan i princippet have fået postet pesticider i gigantiske mængder på sig og den jord den vokser i, uden det har nogen betydning for certificeringen.
Tøjet kan også være farvet med en masse kemi, hvoraf det meste er vasket ud, inden det lander på hylderne. 
Med andre ord er øko-texcertificeringen, desværre, en ren “Green washer”.

Mulesing

Begrebet mulesing, eller rettere kravet om mulesing-free, får stadig mere fodfæste og opmærksomhed bandt indkøbere og forbrugere. Heldigvis.

Du kan støde på ordet Mulesing når du skal købe merinould. Merinould kommer fra merinofår, som giver virkelig bløde og holdbare uldkvaliteter.

For at få størst mulige afkast er dyrene desværre sommetider fremavlet til at have mere hud - fordi mere hud er lig med mere ulf. Huden hænger i folder på dyret, også bagpå.

I Australien har mange af merinofårene meget hud og store folder, og sammen med et varmt klima kan det skabe problemer med mider og larver i hudfolderne omkring endetarmsåbningen. Det er til smerte og gene for dyret, og derudover kan det være ødelæggende for uldens kvalitet.

Derfor udfører mange australske fåreavlere mulesing, hvor hele hudfolden omkring endetarmen skæres af. Proceduren foretages uden bedøvelse.

Det vil vi ikke være med til at støtte!

I køligere klima i Europa og Sydamerika er mider ikke et problem og mulesing ej heller. Derudover er al GOTS-certificeret merinould også garanteret mulesing-free.

Vi har derfor valgt, udelukkende at have varer af merinould med GOTS-certificering.


Naturetexx® Plasma

Naturetexx® Plasma er et økologisk og miljøvenligt alternativ til klorbaseret, kemisk behandling af uld.

Naturetexx® plasmabehandlingen gør at ulden bliver vaskbar og bevarer alligevel uldens naturlige egenskaber. Der anvendes vedvarende energi til at drive processen.  

 
Kvaliteter 

Alpaca

Alpaca er en lille slags lama, der primært bor Bolivias og Perus højland.

Ulden har meget lange fibre, som snoes om sig selv mange gange, når garnet spindes, hvorfor det praktisk talt aldrig fnuldrer eller peeler.

Alpaca er klassificeret som ”non allergic” og kan bruges af allergikere. Hvis du ikke er decideret allergiker, men blot sensitiv overfor uld, kan du godt opleve at reagere på alpaca.

 

Merino

Merinould kommer fra merinofåret, som er udbredt over store dele af Europa, Sydamerika og Australien.

Kvaliteten er blød og elastisk med en fin glansfuld overflade.

Kritik omhandlende merino forekommer, primært på grund af australske fåreavleres håndtering og mulesing (som du kan læse om længere oppe på siden).

Vi har ikke varer i butikkerne, der er produceret under disse forhold, og vi kan varmt anbefale merinould.

 

Cashmere

Cashmere er fremstillet af hår fra cashmeregeden, der lever meget centreret omkring Mongoliet og Tibet.

Grundet ekstreme temperaturskift og klimaforhold har cashmeregeden en særlig og selvregulerende pels.

Denne varmeregulering er et bestående karakteristika også når pelsen er klippet, spundet og strikket, og dette faktum kombineret med den helt exceptionelt bløde kvalitet, og begrænsede produktionsmængde, er cashmere det mest eftertragtede og eksklusive uld i verden.

De øverstliggende hår kan samles og danne fnulder/peeling på beklædning. Dette er overskudsmateriale, og ses oftest på nye produkter. Fnulderet kan let fjernes ved hjælp af cashmerekam.

  

Norsk uld

Norsk uld er meget slidstærkt, grundet uldens tykke fibre. Fibrene er mærkbart anderledes og grovere end merinould, da fårene lever i koldere klima, men der meget blødere end eksempelvis islandsk og færøsk uld, da de norske får lever mere beskyttet for vind og havluft i ly af bjergene.

De norske får lever på store vidder i den frodige norske natur, og spiser primært græs, blade, blomster og lyng.

Derudover reducerer det kølige klima bakterier og pesticider, hvorfor 75% af al norsk uld allerede er Svanemærket.