Guide til læderpleje - sådan passer du på dine støvler


Læderpleje: Rengøring - beskyttelse - fugt

Der er mange gode grunde til at passe på dine lædervarer. Hvis man har bæredygtighed for øje så er en af grundene, at velplejet læder er utroligt holdbart, og at vi derfor, bare ved at passe godt på det vi har, kan undgå, at der skal produceres mere end vi egentlig er behov for.

Læderstøvler er som regel dyre - men det er en god investering: Læder er bæredygtigt, holdbart, det holder dine fødder varme og tørre. Lædersko former sig også efter dine fødder og giver dem god plads og mulighed for at ånde.

Læderstøvler må gerne se brugte ud, men de behøver ikke se slidte ud

Læder får et flot patina når du bruger det, men det mister farve og glans, hvis det er uplejet - så ser dine dyre støvler slidte, udtrådte og færdige ud.

Det er ikke særligt svært eller tidskrævende at pleje dit læder: Når det kommer til læderpleje, så gælder næsten samme regler, som for hudpleje: Rengøring, beskyttelse og fugt! 

Rengøring af læder

Sørg for at holde dine støvler rene; ikke kun fordi det ser pænere ud, men også fordi skindet har det bedst, når det er rent. Snavs på læderet kan afgive farve på dine sko, og  kan tilstoppe læderet og nedsætte dets åndbarhed, så dine fødder bliver svedige, fugtige og kolde.

Sådan gør du dine læderstøvler rene

    • Hvis dine vinterstøvler har snører, så tage snørerne af, inden du gør støvlerne rene. Vask snørerne med vand, hvis de er beskidte eller skift dem ud, hvis de trænger... Det gør en stor forskel og er en billig måde at opfriske dine vinterstøvler! 
    • Tag indersålerne ud, hvis du kan
    • Støvsug støvlerne indvendigt
    • Du rengør bedst læderet med en hårdt opvredet klud. Vand er som regel nok - men skoene må ikke blive alt for våde!
      Tørt mudder kan børstes af med en blød børste, eller 'klappes' af.
    • Hvis vand ikke er nok. kan du bruge skummet fra en sæbespåneblanding på kluden, eller komme en lille anelse brun sæbe i vandet. Vær forsigtig med at bruge sulfo eller lignende; det fjerner for meget af læderets eget fedt.
    • Sørg for at tørre sæben ordentligt af. Støvlerne skal være helt tørre før du begynder imprægnere eller give dem olie.
      Husk at imprægnere /oliere efter sæbebrugen.

    Beskyttelse - Imprægnering og læderfedt

    Du skal imprægnere og behandle dine vinterstøvler, lædersko og skindtasker inden vejret bliver for vådt. Imprægneringen 'mætter' læderet, så vand og smuds ikke trænger ind i skindets porer og sætter sig fast. Det gør, at dine støvler holder sig renere og er lettere at rengøre og også bedre undgår at læderet suger vand eller får skjolder og dråbemærker.

    Nye støvler er som regel imprægneret fra leverandøren, men det fordamper med tiden, så du skal altså også selv gøre det. Der kan være forskel på, om en imprægneringsspray er til glat læder eller ruskind; læs på flasken inden brug, så du bruger den rette. 

    De fleste butikker, som sælger lædervarer som sko og tasker, vil også have imprægneringsspray på hylderne. 

    Sådan imprægnerer du dine vinterstøvler eller lædertasker

    Imprægneringen sprayes som regel på med 20-30 cm afstand og i et jævnt lag. Du kan godt lade det tørre og gentage behandlingen.

    Hvis der står på flasken, at du skal bruge den udenfor, så er det ikke for sjov - ud med dig!;)

    Imprægneringen danner en beskyttende hinde på læderet, men imprægnering  er ikke lige så tæt som læderfedt. Læderfedt lægger en mere vandskyende hinde på dine støvler, og holder som regel også længere.

    Vær opmærksom på at både imprægnering og læderfedt kan ændre dine støvlers farve og gøre dem mørkere. 

    Fugt - Giv dine støvler god pleje med læderolie eller læderfedt

    Dine læderstøvler og vintersko behøver fugt, præcis som din hud! Det er et naturligt materiale, og med tiden mister læderet gradvist sine naturlige olier. Det betyder, at læderet kan blive tørt, farverne kan bleges og blive glansløse - eller læderet kan blive skrøbeligt. Hvis dine lædersko først er begyndt at revne, er der som regel ikke noget at gøre for at reparere det - så husk at give læderet fugt!

    Hvor ofte du skal give læder olie afhænger af, hvad du bruger dine lædervarer til. Udsætter du dem for vind og vejr, så skal du også behandle dem oftere, gerne med et par måneders interval. 

    Det er forskelligt, hvilken type af olie man foretrækker at bruge til pleje af læderstøvler. Det findes mange forskellige olier og vokstyper på markedet; nogle er animalske andre er vegetabilske. Som regel er de et mix, som for eksempel frøolier med bivoks.

    Sådan giver du dine støvler eller tasker læderfedt eller læderolie

    Du skal selvfølgelig følge vejledningen på dåsen, men normalt gælder det at du smører olien eller læderfedtet ind i støvlerne med en god klud, eller med fingrene. Varmen fra dine hænder vil hjælpe olien med at trænge ind i læderet. 

    Og så lader du olien sidde lidt og trænge ind. Hvis du har god tid, så kan du hjælpe fedtet på vej, ved at bruge din føntørrer og lidt varme - så åbner læderet sig produktet kommer lettere ind og plejer.

    Hvis der er overskydende produkt tilbage, tørres det af med en klud eller poleres ud med en blød skobørste. 

    Spørgsmål vi ofte får angående læderpleje og vedligehold af læderstøvler

     - Er læderstøvler vandtætte?

    Det korte svar er 'nej'. Støvlen er syet med sting, og derfor er der huller, hvor vandet kan trænge ind, og skindet i sig selv er heller ikke vandtæt. Du kan derfor ikke forvente at en skindstøvle er vandtæt, hvis der ikke er en membran i dem. Hvis du vil have en vandtæt membran skal du sikre dig, at den også er åndbar: Ikke-åndbare sko giver svedige, fugtige fødder. 

    Skind kan godt tåle vand, men det har ikke godt af at blive pladdervådt og gennemblødt; særligt, hvis du ikke har behandlet det inden. Læderet kan det tage skade og blive skrøbeligt, hvis det suger for meget vand. 

    Du kan gøre dine støvler mere tætte og modstandsdygtige ved at give dem imprægnering og læderfedt. 

     - Hvordan tørrer man våde læderstøvler?

    Læder har ikke godt at en hurtig tørring. Tag sålerne ud (hvis du kan) og lad støvlerne tørre i stuetemperatur. Det kan hjælpe at putte avispapir eller husholdningspapir i. 

    - Hvilken forskel gør det, at skindet er 'vegetabilsk garvet'?

    Alle vores lædervarer er vegetabilsk garvet. Det betyder, at man ikke har brugt eksempelvis krom i garvningsprocessen, men i stedet garver skindet med brug af  gamle håndværksmæssige principper og vegetabilsk materiale. 

    Rent udtryksmæssigt er den vegetabilske garvning med til at give læderet et mere levende look og et smukkere patina.

    Vegetabilsk garvet skind bliver bedre med tiden: en helt ny skindvare, som er garvet konventionelt, vil være blødere end en vegetabilsk garvet vare; men den langsomme, vegetabilske proces gør til gengæld, at skindet holder sig friskere længere,  farven bliver dybere og skindet bliver blødere, når det bruges. 

     Man kan sige, at den hurtige konventionelle garvning gør lædervarerne billigere og hurtigere at producere, men kvaliteten bliver også derefter. Skindet bliver hårdere med tiden, det tørrer hurtigere ud, og det kræver mere pleje.  

     Du kan læse mere om de forskellige teknikker og deres fordele og ulemper i et senere blogindlæg.

     - Kan man bruge mælk til at fjerne de hvider rande fra sne og salt på læderstøvler?

    Vi kender alle de grimme, hvide mærker på skoene, som dukker op i løbet af vinteren. Måske har du hørt det gamle husråd om at fjerne saltrande fra støvler og sko med sødmælk? Lyder det mærkeligt? Det virker faktisk; mælkefedtet fjerner saltet og dermed de hvide mærker.

    Du kan også gnide saltskjolderne med en fugtig svamp og se om det kan hjælpe - alternativt kan du bruge lidt eddike.

    Har du flere spørgsmål? 

    Du er altid velkommen til at skrive i kommentarfeltet herunder - eller på hej@byhandandnature.dk, på instagram, facebook - eller spørge os i butikkerne! 

    (Denne guide til læderpleje gælder glat læder og skind. Ruskind og nubuck skal behandles anderledes) 


    Indsend en kommentar